Dagligdagen

Der er en dagligdag på Bøllingsø, det er der. Men er den så forskellig fra andres?

Morgen

Klokken er 7. Uden for høres nogle velkendte lyde af trippende sko på vej på arbejde og børn fræsende af sted i skole. Man ser skyggen af én der er på vej ud for at se til hønsene. Det arrige fjæs af en der prøver at få liv i sin bil. En kat, en hund. Solen der står op hen over marken og træerne. Der er sådan set ikke så meget bofællesskab over det; man registrerer bare hinanden.

Klokken 8 er næsten alle biler væk. Næsten, fordi nogle arbejder hjemme, foretrækker toget eller er på barsel. Det giver for resten den fordel at man kan få vasket tøj i fælleshuset uden at der er kø.

Senest ved 9-tiden bliver de mindste børn fulgt hen over marken til børnehaven eller dagplejen. Udendørslyset på husene slukker automatisk, når det er lyst nok. Det har Hans sørget for. Det er det umærkelige signal til at arbejdet går i gang.

Middag

Klokken lidt over 12 er det allerede slut for nogle. De store børn kommer hjem på cykel, ofte med kammerater. Går måske med hunden. Leger med hinanden i husene eller ude i haven. Eller tager hurtigt af sted igen for at gå til noget. Måske svømning i byens fantastiske friluftsbad.

Eftermiddag Klokken er 15.30. De fleste er vendt hjem fra arbejde og institution nu; hvis de ikke er på (forretnings)rejse i København, Vordingborg eller Rusland. Hvis det er godt vejr, dumper mange ned på en bænk i midterhaven med deres te og kiks. Nogle drister sig måske ligefrem til at medbringe en avis mens der bliver snakket og leget på livet løs; eller bliver i deres egen baghave for at få den læst. Hvis det er vinter og mørkt, ser man stort set ikke hinanden.

Imens bliver klokken 16 eller 16.30. To bofæller mødes i fælleshuset for at lave mad. Der ér købt ind, opskriften er lavet for længe siden. Det er sådan set bare at lave maden. Måske drikke en øl undervejs. Med mindre man er kommet sent hjem fra arbejde. Så er der travlt. Maden skal jo helst være klar ...

Aften

... klokken 18.00, sharp! Pludselig står der 20-25 bofæller i fælleshuset, meget sultne. Tumult opstår, især om mandagen, for den dag er der rotation i bordplanen så man kommer til at sidde sammen med en ny familie. Hvis det er godt vejr, sidder vi udenfor, så er det mere afslappet. Nogle har måske gæster med. Andre skal have sat mad til side eller tager den med hjem. Andre igen sætter hurtigt maden til side, med eller uden skrål og skrig.

Klokken 18.15 – helst ikke tidligere – siver børnene fra bordet. Hvis der er fødselsdag, bliver de hængende lidt længere, for så skal der først synges fødselsdagssang og gives gave. De voksne hænger også lidt længere ved bordene ved den slags lejligheder, for ved fødselsdage må man gerne byde på noget at drikke eller en dessert.

Efter maden drikker man kaffe og småsnakker lidt, hvis man har lyst og ikke mindst tid. Skriver madopskrifter til næste uge eller hører beskeder fra de andre, hvis det er onsdag. Midtjyllands Avis bliver bladret igennem for lokalstoffet. Dvd’er skifter hænder. Der bliver spillet rundbold, styrtet rundt på (plastic)scooter eller af sted til udvalgs- og foreningsliv.

... og senere

Klokken 19.30, sjældent senere, har madlaverne lukket og slukket i fælleshuset. De der skal lave mad næste dag, har forhåbentlig husket at tage noget ud af fryseren. Børnene leger færdig udenfor i sandkassen. Mørket sænker sig. Og så er den dag mere eller mindre gået. Hvis vi taler om dagene fra mandag til torsdag på en helt almindelig hverdag.

Men så er der selvfølgelig alle undtagelserne. Fredag til søndag er fx anderledes. Da spiser man for sig selv (når der ikke lige er mortensaften eller andre ting på plakaten). Og så er der selvfølgelig alle ferierne hvor dagligdagen er suspenderet.

Der er altså den fælles dagligdag på Bøllingsø – og alt det andet man gør for sig selv. De to ting supplerer meget godt hinanden.