Beboerne
Hvem er vi?
Vi er Ida, Laura, Hanne, Annemette, Hans, Anders, Ida, Poul, Karen, Anna, Ella, Grete, Maria, Maja, Louis, Kristine, Martin, Susanne, Jane, Christina, Claus, Laura, Andrea, Claus, Kasper og Gustav.
Det er os - i en pærevælling.
Det vil sige, at vi er 26 beboere. Og så en hund, et antal høns og et marsvin (eller er det to).
Vi er cirka 12-13 børn, afhængig af hvordan man definerer det, og børnene dækker stort set alle aldre op til 14. Det giver legekammerater og børnepassere til ethvert temperament.
De voksne er både yngre, dvs. to par omkring de 30, og lidt ældre (end yngre), dvs. i omegnen af 40 og derop af...
Hvad er så vores baggrunde? Med hensyn til børnene kan dét være lidt lige meget – de er søde og sjove og meget aktive, både i skolen og fritidslivet og hjemme hos hinanden.
Blandt de voksne må man nok indrømme en vis overrepræsentation af lærere: Der er både lærere i folkeskolen, i gymnasiet, på seminarer og universitetet! Ikke at det præger snakken synderligt over middagsbordet. Derudover er der ingeniører, bibliotekarer og andre akademikere - og en journalist og blomsterbinder.
Heldigvis er vi ikke så bogede som vi lyder – ellers ville det heller ikke gå at have bofællesskab. Nogle er handymen pr. instinkt, andre har flair for hjemmesideprogrammering, andre igen for det sociale, organisatoriske, æstetiske eller humoristiske. Nogle har baggrunde i landbrugsfamilier så de véd hvordan man gruber køkkenhaven, og andre har en stor lidenskab for stjerner og véd hvor den slags kan studeres bedst – uden at det ophidser alle. Nogle er aktive i det lokale kultur- og organisationsliv, gennem kulturhuset Den gamle biograf, skolebestyrelser, forældrebestyrelser og dagplejebestyrelser. På dén måde er vi vist også lidt overrepræsenterede i forhold til øvrige beboere i byen.
Endelig er der også nogle rygere iblandt os. Men ikke i fælleshuset til daglig, og som regel heller ikke udenfor.
|